Bestyrelsen

Bestyrelsen fører tilsyn og påser, at selskabet ledes på forsvarlig måde og i overensstemmelse med lovgivning og vedtægter. Bestyrelsen deltager ikke i den daglige ledelse af selskabet.​

Bestyrelses opgaver

Medlemmer

Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og Topdanmark-koncernens medarbejdere og er selskabets øverste ledelse. Bestyrelsen fastlægger selskabets formål, mål og strategier og træffer afgørelser om forhold af stor betydning eller af usædvanlig art.​

Der afholdes seks til syv ordinære bestyrelsesmøder om året. Hertil kommer et årligt bestyrelsesseminar, hvor fremadrettede temaer som selskabets strategi behandles.​

Topdanmarks bestyrelse består af ni medlemmer: Seks generalforsamlingsvalgte medlemmer og tre medlemmer valgt af medarbejderne i henhold til selskabsloven.​

Antallet af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer skal ifølge selskabsloven udgøre mindst halvdelen af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har samme rettigheder, pligter og ansvar som de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.​

Valgbare som generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er aktionærer, der ikke er tilknyttet selskabet via ansættelsesforhold.​




Mangfoldighed i bestyrelsen

Bestyrelsen har forholdt sig til bestyrelsens sammensæt­ning og kvalifikationer i ”Politik for mangfoldighed i besty­relsen”.

Det er selskabets opfattelse, at man ved at fastsætte meget præcise krav til bestyrelsesmedlemmerne risikerer at forhindre valg af åbentlyst kvalificerede bestyrelseskandidater, der ikke overholder kravene 100 %. Topdanmark ønsker i stedet at tage konkret stilling til den enkelte bestyrelseskandidat ud fra en helhedsbetragtning over kandidatens kvalifikationer vurderet i forhold til selskabets forretningsmodel og hermed forbundne risici, aktuelle behov og sammensætningen af den øvrige bestyrelse.​

Det er selskabets vurdering at bestyrelsen i en virksomhed som Topdanmark tilsammen bør have kompetencer inden for organisation, strategisk ledelse, forsikringsdrift, reassurance, langhalet forretning (præmier/hensættelser/afløb), finansiel/forsikringsmæssig rapportering, generel statistik, risikostyring og –vurdering, afsætning til privatmarkedet, afsætning til det professionelle marked, markedsføring/branding, outsourcing, økonomi, kapitalgrundlag, solvens- og minimumskapitalkrav, reglerne for interne modeller, revision, finansiering/investering, lovgivningsmæssige rammer,​ compliance, IT og IT-sikkerhed, digitalisering samt rekruttering/HR. Topdanmarks bestyrelse besidder med sin nuværende sammensætning alle disse kompetencer.​

Valgperioden for generalforsamlingsvalgte medlemmer er ét år, mens valgperioden for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i henhold til lovgivningen er fire år.​

Bestyrelsesmedlemmerne vælges individuelt.​




Ledelseshverv

Topdanmark har ikke fastsat absolutte regler for, hvor mange ledelseshverv et bestyrelsesmedlem må bestride ud over posten i Topdanmark.

Bestyrelsesmedlemmernes øvrige ledelseshverv, herunder det enkelte hvervs tyngde og omfang, indgår i bestyrelsesevalueringen i Topdanmark. Vurdering af overboarding tager udgangspunkt i guidelines fra ISS, og der foretages tillige en subjektiv vurdering. Ingen af Topdanmarks bestyrelsesmedlemmer vurderes at være overboardet.​




Evaluering

Bestyrelsen evaluerer løbende bestyrelsesarbejdet, den samlede bestyrelses og de individuelle medlemmers bidrag og resultater, samarbejde med direktionen, formandens ledelse af bestyrelsen, bestyrelsens sammensætning, arbejdet i udvalgene og udvalgsstrukturen, arbejdets tilrettelæggelse og kvaliteten af materialet, der tilgår bestyrelsen.

Bestyrelsen foretager selvevaluering en gang om året. Bestyrelsesevalueringen foretages på baggrund af anonyme spørgeskemaer om arbejdet i bestyrelsen og samarbejdet med direktionen, anonym evaluering af bestyrelsens og direktionens individuelle medlemmer, mulighed for individuelle interviewsamtaler mellem bestyrelsesformand og hvert enkelt bestyrelsesmedlem samt spørgeskema om hvert enkelt bestyrelsesmedlems kompetencer.

Evalueringen forestås af bestyrelsesformanden uden direktionens medvirken. Bestyrelsen vurderer konkret, om det er nødvendigt og/eller relevant at inddrage ekstern bistand i evalueringsprocessen.​ Bestyrelsen har for evalueringsåret 2021/2022 engageret eksternt konsulentbureau til at bistå med bestyrelsesevalueringen.




Udvalg

Bestyrelsen har nedsat et revisions- og et aflønningsudvalg i overensstemmelse med lovgivningens regler. Bestyrelsen har herudover nedsat et nomineringsudvalg. Topdanmarks bestyrelsesmedlemmer går alle aktivt ind i alle bestyrelsens opgaver, herunder de opgaver, der varetages af de nedsatte komitéer. ​




Aflønningsudvalget

I henhold til §25 i Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder har bestyrelsen i Topdanmark og Topdanmark Forsikring nedsat et fælles aflønningsudvalg for Topdanmark koncernen.

Som medlemmer af aflønningsudvalget har bestyrelsen valgt bestyrelsesformand Ricard Wennerklint, næstformand Jens Aaløse og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem Mette Jensen. Bestyrelsen har valgt Ricard Wennerklint til formand for aflønningsudvalget.

Som følge af deres mangeårige virke i ledelsen af børsnoterede og finansielle virksomheder besidder de to generalforsamlingsvalgte medlemmer af aflønningsudvalget efter bestyrelsens opfattelse de nødvendige kvalifikationer til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af, om aflønning i Topdanmark er i overensstemmelse med den af generalforsamlingen godkendte aflønningspolitik og den til enhver tid gældende lovgivning. Det medarbejdervalgte medlem af aflønningsudvalget er valgt i henhold til Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder §25, stk. 6.

Læs mere om aflønningsudvalgets medlemmers baggrund, kvalifikationer og beskæftigelse på hjemmesiden, Koncernledelse og bestyrelse.

Aflønningsudvalget holder tre ordinære møder om året.

 

Medlemmer af udvalget:

Ricard Wennerklint, formand

Jens Aaløse

Mette Jensen




Forretningsorden

Nomineringsudvalget

Bestyrelsen i Topdanmark har nedsat et nomineringsudvalg for Topdanmark koncernen.

Nomineringsudvalget forestår det forberedende arbejde for bestyrelsens beslutninger vedrørende bestyrelsens og koncernledelsens struktur og sammensætning.

Som medlemmer af nomineringsudvalget har bestyrelsen valgt bestyrelsesformand Ricard Wennerklint og næstformand Jens Aaløse. Bestyrelsen har valgt Ricard Wennerklint til formand for nomineringsudvalget.

Som følge af deres mangeårige virke i ledelsen af børsnoterede og finansielle virksomheder besidder begge medlemmer af nomineringsudvalget efter bestyrelsens opfattelse de nødvendige kvalifikationer til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af hvilke kvalifikationer, der kræves i bestyrelsen og koncernledelsen, bestyrelsens og koncernledelsens struktur, størrelse og sammensætning, bestyrelsens og koncernledelsens aktuelle kvalifikationer etc. samt at forestå og facilitere den årlige bestyrelsesevaluering og eventuel rekruttering af nye bestyrelses- og direktionsmedlemmer.

Nomineringsudvalget afholder møder efter behov.

Læs mere om nomineringsudvalgets medlemmers baggrund, kvalifikationer og beskæftigelse på hjemmesiden, Koncernledelse og bestyrelse.

 

Medlemmer af udvalget:

Ricard Wennerklint, formand

Jens Aaløse




Revisions- og risikovudvalget

I henhold til § 31 i revisorloven har bestyrelsen i Topdanmark nedsat et fælles revisions- og risikovudvalg for de virksomheder i Topdanmark koncernen, som har pligt til at oprette revisionsudvalg.

Som medlemmer af revisions- og risikovudvalget har bestyrelsen valgt bestyrelsesmedlemmerne Ricard Wennerklint, Cristina Lage og Maria Hjorth. Bestyrelsen har valgt Ricard Wennerklint til formand for revisions- og risikovudvalget.

Revisions- og risikovudvalget udgøres alene af medlemmer af Topdanmarks bestyrelsen.

Som det fremgår af hjemmesidens oplysninger om bestyrelsens uddannelsesmæssige baggrund, kvalifikationer samt nuværende og tidligere beskæftigelse, besidder alle tre medlemmer af revisions- og risikovudvalget som følge af deres mangeårige virke i ledelsen af børsnoterede og finansielle virksomheder, herunder med erfaring fra revisionsudvalgsarbejde i andre bestyrelser, og deres uddannelsesmæssige baggrund, efter bestyrelsens opfattelse de nødvendige regnskabsmæssige kvalifikationer til at varetage revisionsudvalgshvervet.

Det er derfor bestyrelsens klare vurdering, at alle tre medlemmer af revisions- og risikovudvalget besidder kvalifikationer og erfaring af relevans for den finansielle sektor, som gør dem i stand til at foretage en selvstændig vurdering af, om Topdanmark koncernens regnskabsaflæggelse, interne kontrol, risikostyring og lovpligtige revision er tilrettelagt og gennemført på en hensigtsmæssig måde set i forhold til dens størrelse og kompleksitet.

Revisions- og risikovudvalget holder minimum fem møder om året.

 

Medlemmer af udvalget:

Ricard Wennerklint, formand

Cristina Lage

Maria Hjorth




Forretningsorden